Søndermarken 2008 – en smuk sæsonstart

En skøn sæsonstart hvor alle havde muligheden for at skyde til pind i maratonspillet i Søndermarken.

Søndermarken er det klassiske sted at slå kroketsæsonen i gang på. Den har smukke omgivelser med springvand og udsigt til Zoo og mulighed for mange tilskuere. Søndermarken er i særdeleshed et spændende sted at spille, især pga. de kanter der adskiller plænen fra stien, som tit kan være svære at passere.
Mestergartneren havde også gjort et flot stykke arbejde med plænen som var ekstrem god og derfor meget velegnet til kroket i sommercup-regi.

Som vanen tro var vejret endnu engang med os, da vi åbnede for Kroketsæsonen 2008 med en lækker solskinsdag i Søndermarken. Det var som om man kunne mærke en ekstra kådhed i luften, en kådhed man ellers kun oplever når køerne efter en lang vinter endelig bliver lukket ud på græs. Den eneste der ikke kunne mærke kådheden var Thomas, som kun koncentrerede sig om at indsnuse alt den dejlige pollen som luften også var fuld af.

Alle som én kom til tiden, så vi skulle heldigvis ikke begynde sæsonen med rystende hoveder og gå afsides, som vi har gjort før. Det vidste sig senere hen at vi kun måtte nøjes med at gå afsides èn gang. En præstation som sjældent er overgået. Nogle ville sige at det er fordi vi er ægte gentlemen som spiller et nobelt spil, men det skulle vise sig at ikke alle aftaler blev holdt den dag. Mathias har nok stadig mærker i ryggen efter et voldsomt knivstikkeri af Maddog.

Inden kampstart kunne vi endelig kaste blikket på vores nye mand i truppen, Jon som er Mathias´ fætter. Debutanten som blev godkendt under vores julefrokost ved at udmærke sig i at svare korrekt tilbage på diverse kroketrelevante sms-beskeder, fik muligheden for at sige et par ord om ham selv og sin krokethistorie. En debutantstart som var meget svingende, men han faldt ikke helt igennem. Han viste at der er mere at hente fra ham i de næste fire stævner. Mange andre ville helt sikkert falde igennem med et brag, når de står over for de fire legendariske kroketspillere. Til næste år er der forhåbentlig fem legendariske spillere.

Den Æreløse som man i dagens anledning kunne kalde den hovedløse, fik en hård dag. Han havde påført sig selv en kæmpe hjernerystelse for over fire uger siden og havde af den grund ikke set dagens lys i en måned.
Da han lagde sig i sengen pga. hjernerystelse var det næsten vinter og da han rullede persienner op på kampdagen var det sommervejr med alt hvad der dertil hører. Ikke en optimal sæsonstart for den seneste to års sommercup-vinder.

Så kunne spillet endelig begynde efter at vi havde skudt efter pind for at finde rækkefølgen.
Sjanten fik den store ære at tage årets første skud. Vi kom alle som én igennem de første to porte uden nogen problemer. Især Den Initiativrige viste stor glæde over at undgå den katastrofale start som han fik sidste år i Søndermarken, hvor det tog ham halvanden time at kommer over kanten og ind på banen igen.
Debutanten udviste hurtigt mangel for respekt overfor de andre fire, da han først stak af og kom til krydset. Debutanten havde flere muligheder for at stikke yderlige af, men det forpassede han. Efter et stykke tid kom Sjanten og senere den Initiativrig op til ham.
Sjanten endte med at komme først ud af krydset og så ud til at stikke af. Men da Sjanten troede at han havde god tid til at få det ene point ved halvvejspinden lavede Den Initiativrige et smart stød hvor han kom igennem den ene vej i krydset samtidigt med at han kunne lægge sig til rette til den anden vej pga. en krokering han havde slået sig til. Et træk der gjorde at han kom ud af krydset med tre slag.
Med et, var Thomas ”Den Initiativrige” Clausen oppe ved Kim ”Sjanten” Jensen.

De to førende indgik en aftale om at de hver især kunne skyde til pind uden at skulle frygte for de giftige krokeringer, som kan finde sted i Søndermarken.
Denne aftale skabte stor undren for især Mathias ”Den Æreløse” Reichert og Robin ”Maddog” Bernitt. De mente at det var uhørt dumt, da der netop som et nyt tiltag i denne sæson, er blevet tildelt et ekstra point til midtvejspinden.
Efterfølgende valgte den Æreløse og Maddog at indgå en alliance ved krydset for at hente de førende. Men ved første mulige lejlighed, valgte Maddog at se bort for den nylavet alliance og valgte at krokere Mathias langt væk.

Oppe ved pinden og det ene point, valgte Den Initiativrige at brænde sin mulighed for at få årets første point. Den ene point lå nu lige til højrefoden for Sjanten, men også han skød forbi.
Efter kort tid var alle fem spillere samlet ved pinden.

Den Initiativrige endte med at være den der ramte pinden først, og ikke ufortjent indkasserede han årets første point. Den Initiativrige stak af mod krydset og vi andre så faren ved at lade ham stikke af, og derfor prøvede at komme efter ham uden de store kampe ved pinden.
Den Initiativrig kom igennem krydset først og manglede kun én port inden at han kunne slå til pind. Lidt og lige efter kom Sjanten og Den Æreløse.

Men så skete der noget kontroversielt!
Den Initiativrige havde skødeløst valgt at ligge hans ellers så højtelsket mallét Lucio på jorden, hvilket resulterede i at denne blev ramt af en af kuglerne. Vi andre fire gik afsides for at finde en passende straf, men dette var sværere end som så. Efter en lang votering på 45 min endte det med, at Den Initiativrige ikke fik en straf som direkte havde indvirkning på spillet. Han skulle ”bælle” en øl som straf.

Slutningen af spillet var på så mange måde mærkelig.
Den Initiativrige endte ikke med at være oppe ved pinden alene i lang tid. For først kom Sjanten og blandede sig og derefter den Æreløse. Alle havde hver især har muligheder for at skyde til pind og vinde stævnet, men brændte. Mad Dog og Jon ”Debutanten” Reichert kom også til sidst op til pinden.
På det tidspunkt åbent spillet sig igen.
Afslutningen bar meget præg af det strategiske aspekter der i særdeleshed er at finde i dette vidunderlige spil.
De næste mange timer gik med at ligge sig strategisk til rette for ikke at blive krokeret ned ad den frygtindgydende skrænt, hvor der i dagens anledning var en stort område med mudder.
Alle som én havde muligheden for at skyde til pind, men alle brændte.
Man havde lidt på fornemmelsen af at vinderen skulle findes på et skud udefra.

Sjanten trak det længste strå, og ikke ufortjent lavet han et flot skud som gik mellem de to porte og ramte en anden kugle som så gjorde at den grønne kugle hoppede op og ramte pinden, og dermed fem point.
Det var den hidtil største triumf for den tidligere ”Årets fund”, der dermed skød sig ind på den prestigefyldte førsteplads. En førsteplads han ikke havde i tankerne timen før, hvor han bandende prøvede at skyde sin kugle op af mudderhullet.
Maddog sluttede godt med en flot 2.-plads. Han viste spændende spil. Især hans strategiske knivstikkeri, bliver et spændende ”projekt” at følge i sommercup´en.
Den Initiativrige endte alt i alt med at få tre point, to point for 3.-pladsen og et enkelt for halvvejspinden. Den Initiativrige viste et meget flot spil, som kun kan resultere i en stævne-sejr senere i sæsonen.
Den Æreløse var helt rundt på gulvet den dag. Han bar tydelig præg af at have gået rundt med en hjernerystelse i lang tid. Han viste ikke det der har gjort ham til sommercup-mester de seneste to år. Men hans form kommer helt sikkert op i niveau til næste stævne, der først finder sted i august.
Debutanten fik en stille start. Han var tydeligt mærket af at skulle spille elite-kroket frem for have-kroket, men når nerverne er væk til næste gang, så tror jeg også på rigtig flot spil fra hans side af.

Efter en maraton-dyst på ni en halv time, blev rækkefølgen denne:
Sjanten (5 point)
Maddog (3 point)
Den initiativrige (2+1 point)
Den æreløse (1 point)
Debutanten (0 point)

Find alle 248 billeder fra marathon dagen på den initiativriges hjemmeserver.

Men her er et lille galleri af nogle de bedste:

Om forfatteren

Kim Jensen

Går under navnet Sjanten og er kåret som Årets Fund i 2006. Han er uslåelig på Aktivitetshøjen. Han største triumf er Søndermarken-sejr 2008. Er en ung og meget sulten spiller, som er i rivende udvikling. Han kan blive den næste store Champ.

2 kommentarer til “Søndermarken 2008 – en smuk sæsonstart”

  1. I sandhed et upåklageligt referat! Du formår på elegant vis at balancere en passende afmålt dosis selvhævdelse (som det naturligt hører sig til for en vinder) og en ikke ringe ydmyghed over for den gamle forsvarende mester (undertegnede), samtidig med, at du ikke ser dig for god til at fremhæve ‘den initiativrige’, hvis spil på dagen nok burde have udløst hele den samlede pointsum, men lykkeligvis ikke gjorde det, for så ville der nok ikke blive meget mere at spille om resten af sæsonen. Hvis jeg alligevel skal fremture med et enkelt kritikpunkt, må det være din noget fortegnede karakteristik af Maddogs spil. Der er vist ikke nogen tvivl om, at han på dagen skrabede den dybeste bund og kun ved et rent held overhovedet fik point. Det kunne du måske godt have fået lidt tydeligere frem, men glimrende dog at du har noteret dig hans lidet flatterende knivstikkeri, særligt af undertegnede. Jeg tror såmænd allerede vi har en glimrende kandidat til årets “Tony”.

  2. Jeg tager dit kritikpunt til mig!!
    Det at Maddog får en ikke-dårlig beskrivelse, kan desværre skylle det at jeg afsluttet referatet så sent i forløbet.., og som den positive mand jeg er, så glemmer jeg hurtigt alt det dårlige…, så da jeg stort set intet kunne huske om Maddog (udover hans “Tony”) fra stævnet.., så er det nok pga hans dårlige spil…, men jeg holder fast i at det var en flot 2. plads han fik.

    Giver dig ikke ret i af hvis den Initiativrige havde vundet.., at så var sæsonen nærmest slut!!?!.., efter én runde!
    Er det den nye Mathias vi kan vente os at se i år??.., en “opgiver”!! En æra ser ud til at være forbi!

Skriv en kommentar